Human Contact

Elefanten i rummet

Elefanten i rummet

Fra dagens parterapi fortæller manden om noget i familien som der ikke bliver talt om. Noget der fylder som en stemning, som en atmosfære, som noget der er farligt eller ubehageligt at tage fat i. Alle i familien, stor som lille, ung som gammel, er opmærksomme på ‘elefanten i rummet’.

Nogen i familien er måske for unge til at registrere det som andet end ubehag og kan ikke sætte ord på hvad det er. Men påvirkes af stemningen og står uforstående over for at der ikke er nogle af ‘de voksne’ der kan ‘gøre noget’.

Andre ved godt hvad det handler om, kan godt sætte ord på, og har en masse gode grunde til ikke at gøre det. Det er pinligt, det er skamfuldt, det kan skabe konflikter og splid. Så der ‘holdes gode miner til slet spil’.

Vi taler også om elefanter når vi taler om skyggen. Skyggerne der lever i blandt os og inde i os. Alt det vi ikke vil stå ved. Tanker, følelser og kropslige sansninger. Begær, vrede, frygt, had, afsky, jalousi.

Det første og væsentligste forandringsredskab er at anerkende at elefanter og skygger hører til det at være menneske. At alle de indestængte følelser, tanker og sansninger er en del af os. Alle har dem!

Først må vi stå ved det. Ja, jeg ved det godt. Jeg ved måske ikke hvordan jeg skal sætte ord på selve oplevelsen. Men jeg ved at den er der.

Det næste er netop det. At sætte ord på. At få talt om det. Og det er svært. Som i rigtig svært. Vi bliver såret og vi sårer. Vi bliver bange og gør andre bange. Og alle de andre ubehagelige følelser som vi kender så godt fra konflikterne i vores liv. De indre og ydre konflikter. Vreden, skammen, skylden, smerten, osv.

Hvad er dit forhold til ‘elefanter’? Hjemme i dit parforhold? I din familie? På dit job?

En kvinde i en terapi satte disse ord på: “Det er så enkelt at forstå, når jeg sidder her og taler om det, men så svært at praktisere når jeg står midt i det.”

Når hende og hendes mand har konflikter der bliver meget voldsomme, så forsøger han at trække sig fordi han ikke kan håndtere al den vrede han kommer i kontakt med, og hun bider sig fast og lader ham ikke trække sig. “Hvorfor kan jeg ikke bare lige lade ham få lidt luft og så kan vi fortsætte igen bagefter?”
Fordi hun føler sig ladt i stikken og efterladt alene tilbage med sin smerte og bliver bange for at han ikke kommer tilbage?

Du kender nok elefanten i det store rum, familien eller jobbet. En irriterende chef, hvis uformåenhed du bærer over med, en svigermor der altid føler sig forbigået, eller en veninde du holder meget af, men som ikke tager ansvar i et evigt tilbagevendende anliggende.

Og så er den indre elefant. Som vi møder i parforholdet og vores nære relationer. Som er årsagen til magtkampene, til afstanden i mellem os, som på smertefuld vis hindrer os i at mødes i åbent, ærligt og kærligt nærvær.

Elefanten der er et udtryk for vores skamfuldhed, vores indre afvisning og grundsåringer. Som vi beskytter os selv mod at vise til andre, fordi frygten for afvisning er ubærlig.
Elefanten som din partner bevidst eller ubevidst godt ved lever inde i dig, og som din partner i kærlighed og omsorg hjælper dig til ikke at mærke. Fordi din partner ikke vil dig noget ondt.
Og som din partner i konflikter alligevel får adresseret og som re-aktiverer din erindring om at du ikke er god nok. Og hvorfor du så skubber din partner væk.

Skygger eller elefanter - det er afgørende for vores kærlighedsliv at vi har modet til at gå på opdagelse, at vi finder ord der kan beskrive og at vi har mennesker der vil lytte og forstå. Det gælder i familier, i betydningsfulde relationer og i parforhold.

Efter en dag med mennesker i parforhold der søger hjælp til at sætte elefanterne fri og få lys på skyggerne bliver jeg styrket i troen på at vi er på vej mod et mere bevidst kærlighedsliv, at vi tør vise os som de uperfekte skabninger vi er – mennesker på vej. Det opleves som helt perfekt!

Bevidst kærlighed. Det må være det livet handler om. Eller sådan føles det i hvert fald lige i dag.

Kærligst
Claus







Dette site bruger cookies til at tilpasse indhold og annoncer og til at analysere trafik. Jeg deler også oplysninger om din brug af websitet med mine partnere inden for sociale medier, annonceringspartnere og analysepartnere. Du samtykker til vores cookies, hvis du fortsætter med at anvende vores hjemmeside. Ønsker du ikke cookies, er du velkommen til at slå dem fra i din browser eller at forlade sitet.